![]() |
|||
|
|
Juni 2010: Statsminister Lars Løkke taler til Folkemødet Det er i år lykkedes at få statsminister Lars Løkke Rasmussen til at holde hovedtalen på Folkemødet. Lars Løkke Rasmussen er således den 5. i rækken af statsministre, der har været talere ved Folkemøderne, siden de påbegyndtes igen for mere end 25 år siden, og det er da heller ikke uden stolthed, at komitéformand Bjørn Niels Ebbesen herefter kan konstatere, at samtlige statsministre i Danmark, siden Anker Jørgensens tid, har aflagt besøg ved et af de årlige folkemøder, som altid har ligget i august. Den anden taler kommer, som traditionen også byder, fra Sydslesvig. Det bliver landdagsmand Flemming Meyer, der forestår repræsentationen herfra, og mon ikke der bliver stof nok at tage fat på i lyset af de bebudede skolenedskæringer blandt det danske mindretal. Udover talerne indeholder Folkemødet også en række kunstneriske indslag og programpunkter fra det folkelige foreningsarbejde. Disse programpunkter arbejder komitéen med at færdiggøre her i sommervarmen, så programmet vil være helt klar til 1. august. Det ligger dog allerede nu fast, at Folkemødet åbnes af Skanderborg kommunes borgmester, Jørgen Gaarde.
Folkemødekomitéen er sammensat af repræsentanter for Skanderborg kommune, Grænseforeningen, Danske Gymnastik og Idrætsforeninger og Ejer Bavnehøjs Venner. Komiteen har gennem årene holdt sig til en bestemt linje i programmet for at fastholde ideen med de oprindelige folkemøder, dog således at tradition og fornyelse kan gå hånd i hånd med tilpasninger til nutidens opfattelse af grænsearbejde og det folkelige foreningsarbejde. Folkemøderne i nyere tid har været afholdt hvert år siden 1984, hvor den gamle tradition genoptoges på ide af E. Myhre Jensen og K. Stenbjerg Jensen i anledning af tårnets 60 års jubilæum. Pressemeddelelse.
|
||