Sange om Ejer Bavnehøj og andre højdepunkter

"Ejer Bavnehøj-valsen", tekst: Johanne Overgaard, musik: Kim Sjøgren

Fra Ejer Bavnehøjens top
vi skuer ud en sommerdag,
i perspektiv vi alting ser
fra dejlige Danmarks tag,
vi skimter Samsø, Tunø, Fyn,
ser Horsens fjord og Århus bugt
og Skanderborgs søer blå,
det tegner sig, åh, så smukt.
Fra Bavnehøj, vort skønne land
så smukt vi ser i sol og dis,
det er et billedeventyr
syng højt Ejer Bavnehøjs pris.

Her bøge og kæmpehøj
om fortid os fortælle kan,
og broen over Lillebælt
ses i horisontens rand,
vi grønne maler milevidt
kan se herfra i sommersol,
og huse små med haver gør
det næsten til dansk Tyrol.
Fra Bavnehøj, vort…

Her vores slægter levet har
i tusinder af gode år,
de dyrket har den danske muld,
nu markerne frodig står,
her børn sig tumler glad i leg
og brunet bliver i som’rens sol,
mens tårnet knejser maskulint,
for landet et stolt symbol.
Fra Bavnehøj, vort…

Her ungdom mødes glad til dans
og sværmer om i måneskær,
de gir hinanden varme kys
i læ af de grønne træer,
vi finder, Høj, dig underskøn
og synger her dit kære navn.
Ja, Bavnehøj, ja, Bavnehøj,
det er et fortryllende navn.
Fra Bavnehøj, vort…


"Blueberry Hill" fortolket af Flemming "Bamse" Jørgensen

Jeg blev så sløj
på Ejer Baunehøj.
Mere end 160 høj,
der er lang vej ned!

Jeg stod og frøs,
åh, mand hvor jeg gøs.
Jeg blev så nervøs,
så nervøs at jeg gled!

Jeg prøved’ med 180
tværs igennem en busk.
Landed’ midt på en hestevogn.

Så nu er jeg kusk
med fjer og dusk!
Nu kører jeg møj
og grise der laver støj.

Var jeg dog aldrig blevet sløj
på Ejer Baunehøj!
Jeg drøned’ med 180
tværs igennem en busk.

Landed’ midt på en hestevogn.
Så nu er jeg kusk
med fjer og dusk!

Nu kører jeg møj
og grise der laver støj.
Var jeg dog aldrig blevet sløj
på Ejer Baunehøj!


"Langt højere bjerge", tekst: NSF Grundtvig (1820), melodi: HOC Zinck (1801)

Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke.
Men gerne med slette og grønhøj i Nord
vi danemænd tage til takke.
Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Langt kønnere egne, vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde.
Men dansken har hjemme, hvor bøgene gro
ved strand med den fagre kærminde,
og dejligst vi finde, ved vugge og grav,
den blomstrende mark i det bølgende hav.

Langt større bedrifter for ære og sold
måske så man udlænding øve.
Omsonst dog ej danemænd førte i skjold
med hjerterne løve ved løve.
Lad ørne kun rives om jorderigs bold!
vi bytte ej banner, vi skifte ej skjold.

Langt klogere folk er der sagtens om land
end her mellem bælte og sunde.
Til husbehov vi dog har vid og forstand,
vi vil os til guder ej grunde.
Og brænder kun hjertet for sandhed og ret,
skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.

Langt højere, ædlere, finere sprog
skal findes på fremmedes tunge.
Om højhed og dejlighed danemænd dog
med sandhed kan tale og sjunge.
Og træffer vort modersmål ej på et hår,
det smelter dog mere, end fremmedes slår.

Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.